Her skal være rart at være

Jeg er årgang 69 og har mange års erfaring både som pædagog i daginstitution og som kommunal dagplejer. Udover min pædagoguddannelse har jeg mange relevante kurser, heriblandt også førstehjælp.

Jeg er gift med Dann, der er selvstændig med kontor i hjemmet, og som også er vild med det liv og glade dage børnene bringer til vores hjem :)

Her er god plads til leg både inde og ude, og haven er fuld af frugttræer og buske til stor glæde for både små og store.

Jeg fik stor lyst til at starte op som privat pasningsordning med Ingers Trekløver fordi jeg gerne vil optimere rammerne for trivsel, tryghed, nærvær og gode fælles oplevelser i en positiv stemning. Det kan jeg som selvstændig prioritere bl.a. i forhold til normering 1 voksen til 3-4 småbørn.

Jeg vil selvfølgelig tilrettelægge dagene, så de tilgodeser børnenes trivsel, og have fokus på leg og læring såvel ude som inde med inspiration fra de pædagogiske læreplaner, årstider, traditioner og børnenes egne initiativer.

Jeg holder meget af sang, dans og musik, og læser gerne mange bøger med børnene. Jeg sætter stor pris på udeliv, leg og frisk luft, ture ud i det blå bl.a til skov, strand og Midtgaard samt besøg på bibliotek og fiskerimuseum m.m.

Herudover kan jeg rigtig godt lide at inddrage børnene i dagens praktiske gøremål f.eks. i forbindelse med madlavning. Der vil være varieret kost ( en stor del økologisk ) og indimellem også varm mad eller ofte en lun ret til frokosten.

Jeg tager en del billeder så i, hvis i ønsker det, også på denne måde kan følge med i og have glæde af jeres barns dagligdag hos mig.

Her vil selvfølgelig også være opmærksomhed på anbefalet hygiejne, rengøring, håndvask, håndsprit m.m.

Hvis i vælger at sende jeres barn om til mig, vil jeg anse det som et stort privilegium og ansvar, og gøre mit bedste for at leve op til jeres tillid. :)

Velkommen til Ingers Trekløver privat pasningsordning 0 til 3 år.

Del siden